Jeg mindes engang at have læst, at visse herrer anvender sproget til at skjule deres tanker med, men min erfaring siger mig, at langt størstedelen anvender det i stedet for tanker.
En forretningsmands samtale bør styres af færre og enklere regler end nogen anden af menneskedyrets funktioner. Følgelig:
Sørg for at have noget at sige.
Sig det.
Hold inde med at tale.
Begynder man, før man ved af, hvad man ønsker at sige, og fortsætter man desuden, efter man har fået det sagt, kan man som forretningsmand være sikker på at havne i retten eller på fattiggården, og det første fører med sikkerhed det andet med sig. Selv har jeg en juridisk afdeling, og den er dyr i drift, men den er til for at forhindre mig i at ende for en dommer.
Det er ingen skade til, når man er på damebesøg eller konverserer i venners lag efter middagen, at føre en samtale, som man ville føre an på en udflugt med søndagsskolen - med afstikkere for at plukke blomster. Men i embeds medfør bør ens sætninger spænde så kort som muligt fra punktum til punktum. Giv pokker i indledningen og de afsluttende krummelurer, og hold inde, før du kommer til 'for det andet'. Man skal prædike uden omsvøb, hvis man vil have en synders opmærksomhed - og hjælpepræster mener i øvrigt aldrig selv, at de har brug for doceren i noget synderligt omfang. Giv tåber det første ord og kvinder det sidste. Man skal ind til midten af en sandwich for at finde noget med kød på. Om end det naturligvis ikke skader med en kende smør på hver side, hvis den skal serveres for en herre, der sætter pris på smørelse.
Husk også på, at det er nemmere at give indtryk af at være vis end at udtrykke sig vist. Tal mindre end den anden herre, og lyt mere, end du taler - når en mand lytter, udleverer han ikke sig selv, og samtidig smigrer han den herre, der netop er i færd med dette. Lad mænd komme til orde og kvinder til skrivepulten, og så vil de fortælle dig alt, hvad de har på hjerte. Penge har noget at sige - men kun hvis deres ejermand har travlt med at åbne munden, og så er deres ord aldrig tiltalende at lægge øre til. Fattigdom har også noget at sige, men der er bare ingen, der gider høre efter.